Føler du dig forkert, når du ikke ser "rigtig" ud?
Noget magisk sker, når kvinder er sammen. Så kort kan det siges. Og det er langt, langt fra "kvinde er kvinde værst".
Jeg oplever nemlig tvært imod at kvinder er kvinder bedst, når vi ærligt deler ud af os selv. Når vi deler glæder og sorger, drømme og længsler med hinanden, så synes jeg, at vi løfter hinanden, genkender os selv, støtter hinanden og griner med hinanden.
I dag havde jeg en ung kvinde på besøg. Hun kæmpede med vægten, maden og mest af alt med selvværdet. Alt for længe havde hun gået alene med de grimme tanker om sig selv - mest fordi hun troede, at hun var ganske særlig på det punkt. At ingen andre, havde det på samme måde som hende.
Her måtte jeg fortælle hende, at jeg fra min stol hver dag, hører kvinder dele ud af smerten ved at have et forstyrret forhold til maden og til kroppen og hvad det gør ved selvværdet og selvtilliden. Det var rart at høre for min klient, at hun ikke var alene.
Føler du dig forkert, når du ikke ser "rigtig" ud?*
Og så stopper det ikke en gang her. For de forkerthedsfølelser, der ligger bag forstyrret spisning, underspisning og overspisning, smugspisning og trøstespisning, kender ALLE. Også dem, der ikke kæmper med maden eller vægten. Så kæmper de bare med noget andet i stedet.
At føle sig forkert, ikke god nok, ikke rigtig nok, er en af de mest almindelige følelser hos mennesker - og også et af de mest ubehagelige følelser at være i kontakt med, fordi de i vores beskyttelsessystem af en oldgammelhjerne oversættes til: "du ligner ikke de andre, så du falder udenfor flokken", hvilket i neandertalertiden ville være lig med døden.
Det er altså ikke underligt, at vi tyer til alle mulige krumspring for ikke at føle os forkerte. Og for rigtig mange piger gælder det, at de føler sig forkerte, når de ikke ligner det snævre kropsideal, de ser på de sociale medier. Hver gang de føler sig forkerte eller anderledes, sætter de ind med en hær af slankekure, madregler, tvangstræning og kalorietælling for at få det bedre. Problemet er bare, at de får det værre. De isolerer sig. Dropper svømmehallen, middagsselskaberne, kærtegnene fra kæresten. Og konsekvensen kan blive, at de føler sig ensomme og dermed mere forkerte, og så er den onde spiral skabt.
BREVE FRA MARIE
For mig er sundhed andet end kostvejledning og kostplaner.
I mere end ét årti har jeg arbejdet med spiseadfærd i forbindelse med blandt andet overvægt og overspisning og negativ kropsopfattelse.
Du kan læse mere her på min blog.
Velkommen.
-Marrie Steenberger